Alt for meget modvind

Hej brevkasse.

sexologiskoleJeg er en 20-årig pige, med en kæreste på 29 år. Vi har været sammen i et år, men det sidste halve år, har jeg haft meget svært ved at have sex, da jeg ingen lyst har haft overhovedet, selvom det betyder meget for os begge at have et godt sexliv.

Jeg er i et længere psykiatrisk forløb, for at få stillet en diagnose. Mine symptomer er depressionslignende, men dem der behandler mig mener ikke det er det der er i vejen, hvilket giver en del frustrationer. Min lyst er fuldstændig væk, og jeg har så meget andet i mit hoved, at det virker fuldstændig uoverskueligt.

Der har været nogle gange hvor jeg har prøvet alligevel, både fordi jeg ved hvor meget det betyder for min kæreste, og jeg måske har følt mig lidt presset til det, men jeg kan bare ikke. Vi ligger og kysser og rør lidt ved hinanden men jeg føler mig mest af alt ked af det, og det vi har gang i dør ret hurtigt. Derefter føler jeg mig seksuelt udnyttet, men det er jo et eller andet sted min egen skyld.

Der har været mange gange hvor vi har ligget inde i sengen og puttet inden vi skulle sove, og jeg har følt han kun puttede med mig fordi han ville have sex og det har gjort mig ked af det. Det gør mig også bange for at lægge mig i seng, fordi jeg frygter, at han skal presse mig til noget jeg ikke har lyst til. Det kommer nok af jeg tidligere er blevet seksuelt misbrugt og voldtaget, selvom jeg godt ved han ikke kunne finde på det.

Jeg ved at min kæreste i den seneste tid, har følt at det er hans skyld. Han tror jeg ikke tænder på ham, hvilket har gjort at han har følt sig klam og ulækker. – Så meget, at han i går lagde sig ind på sofaen for at sove, da han ikke følte sig velkommen i sengen. Jeg har forklaret ham, at det ikke hænger sådan sammen, at jeg elsker ham og at jeg vil gøre alt for at få det bedre så jeg kan få mere lyst igen. Tidligere har vi haft meget lyst, det gik godt med det, vi nød det begge to, vi blev begge tilfredsstillet nok. Vi prøvede ting af osv.

Ellers i hverdagen skændes vi en del om rengøring og kommer tit op og skændes over ingenting fordi der er en eller anden lille bitte bagatel den anden gør eller siger som bare er træls. Vi elsker hinanden højt og prøver så vidt muligt at hygge os, selvom det er svært pga. vores økonomiske situation. Vi ved begge to, at kommer dette ikke til at fungere så kan vi nok ikke være sammen mere, selvom vi begge ønsker det. Jeg ønsker virkelig at I hjælper os!

Venlig Hilsen
Den tvivlsomme
_____________________________________

 

Kære tvivlsomme.

Sikke mange ting du skal tænke på… – Som jeg hører det, så handler det både om de praktiske ting, økonomien, jeres kommunikation og forskellige behov, og ikke mindst, dig og de personlige problemer du oplever at have.

Jeg har næsten lyst til at sige, at alle de førstnævnte problematikker, kan være med til at skabe de personlige problemer, uden dog at underkende, at du kan have brug for hjælp fra enten psykolog eller psykiater. Personligt er jeg hverken uddannet eller fagligt kompetent til, at stille diagnoser, og derfor kan det være svært for mig, at gå i dybden med de personlige problemer du oplever at have. – Derfor må du have tillid til, at fagfolk på netop det område, kan give dig den mest kompetente støtte og rådgivning. Dog har jeg brug for at tilføje, at hvis tilfældet er sådan, at du tager antidepressiv medicin, så kan det bære en stor del af skylden, i forhold til den manglende lyst.. – Det er nemlig en af bivirkningerne ved at tage netop den type medicin.

Når det er sagt, så hører jeg også, at mange andre ting spiller ind i jeres parforhold. Blandt andet konflikterne i forbindelse med de praktiske pligter, de økonomiske problematikker og ikke mindst det faktum, at du oplever, at din kæreste yder mest omsorg, når hans ønske er, at I skal være intime sammen.. – Alt sammen er med til, at kvinder ofte lukke af for seksualiteten, fordi denne har dyb kontakt til det følelsesmæssige, og oplevelsen af svigt, manglende forståelse, omsorg eller kærlighed, kan gøre det svært at være i kontakt med de følelser, der vækker sorg eller smerte til live. – Det kan være med til at gøre, at man distancerer dig, fordi man ønsker at passe på sig selv og (måske ubevidst) forsøger at undgå at blive såret.

Der er kun en ting at gøre, og det er at få talt om de ting.. – Få talt om, hvilke forventninger man har til hinanden og finde ud af, hvorfor netop disse ting har så stor betydning for den enkelte. – Handler det om, at man føler sig respekteret og værdsat, hvis kæresten hjælper til med oprydningen, eller anerkender det, når man selv har gjort det, så må man fortælle hinanden, at det i virkeligheden handler om noget så grundlæggende som respekt eller anerkendelse, mere end det handler om, hvor vidt man gør tingene på bestemte måder eller i bestemte rækkefølger.

Men netop disse ting, handler om områder, som de fleste par har det svært med, netop at tale sammen og kommunikere klart og tydeligt. – Det kræver blot nogle få værktøjer, som øger forståelsen for, hvordan mænd og kvinder tænker, prioriterer og handler. Dertil kommer en nødvendig viden, i forhold til at forstå hinandens bagland, de forventninger man har, som ofte er tillært af tidligere erfaringer, og ikke mindst de værdier, som man hver især har som menneske. Ser man vidt forskelligt på bestemte områder, kan det være svært at rette ind og tilpasse sig den anden. – Og netop det kan være med til at skabe store konflikter i parforholdet, med mindre man er i stand til at give hinanden så meget plads, at man rummer alle de forskelligheder man oplever, uden at tage det personligt.

Men mest væsentligt finder jeg det dog, at du nævner både voldtægt og overgreb. Min bekymring går på, om du har fået den nødvendige støtte og terapi, som er nødvendig, når man har haft så voldsomme og traumatiske oplevelser, som du har.. – Det er muligt, at vores krop og vores følelser kan ignorere og pakke væk, men vores sind husker, og det kan få indflydelse på kroppens reaktioner, som måske stadig kan reagere ved at lukke af, når nogen kommer for tæt på. – Det handler ikke nødvendigvis om, at du skulle frygte, at din kæreste kunne finde på at gøre det samme imod dig, men det kan handle om, at disse overgreb ikke har sluppet sit følelsesmæssige greb i dig, og at kroppen derfor reagerer kraftigt, i situationer, hvor man kunne forvente, at nogen ville lægge op til sex. – Jeg håber du er helt ovre de oplevelser, og at du, i tilfælde af, at du ikke skulle være det, vil få den nødvendige støtte, som kan hjælpe dig til at stole på, at sex og kærlighed hænger sammen, og knytter sig til noget trygt og positivt.

Umiddelbart er mit bedste råd, at du holder fast i, at du har brug for den fornødne støtte og rådgivning, før du kan hengive dig til sex. – Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det igen: Sex er ikke en menneskeret, men noget man dyrker, når begge parter har lyst til det, og derfor er det vigtigt, at du anerkender dine egne behov, som i øjeblikket stikker dybere, end blot den seksuelle kontakt.. Lige nu tænker jeg, at du har brug for langt mere omsorg og tryghed, end du har brug for sex.. – Og hvis det er tilfældet, så skal du vide, at det er ok, at have det sådan. – Du skal på ingen måde føle dig forpligtet til at dække nogens behov, men derimod skal du stå ved, at du i en periode har brug for en forstående og omsorgsfuld partner, der respekterer, at hans kæreste har det svært og har brug for hjælp, og som rent faktisk gør alt hvad hun kan, for at få den.

I parforhold må vi bære over med, at vi i perioder kan have det svært. En dag er det måske din kæreste der bliver fyret eller går ned med stress.. – Og i den periode, må du være forstående og omsorgsfuld og forsøge at hjælpe ham så godt du kan. – Den der har styrken, må hjælpe den anden igennem de svære perioder. – Det er lige præcis det, som kærlighed handler om. – Mere end hvor vidt man konstant får dækket sine egne behov.

Men det er klart, at I er nødt til at tale om de her ting. – Er det for svært for ham, at sætte sig ind i dine tanker og følelser, så må I bestille tid hos en parterapeut, som kan hjælpe jer igennem denne periode. – Det kan være svært, både at have det skidt og at skulle bekræfte sin kæreste, når man i virkeligheden har mest brug for, at ens kæreste lægger armene om en og fortæller at det hele nok skal gå, og at man ikke skal tænke på det med sex, fordi det vigtigste er, at man får det godt igen, og at sex er en bonus, som han ser frem til, at man får lyst til igen på et tidspunkt..

Jeg håber det hele giver mening, og at du forstår essensen i det jeg har skrevet. – Du skal passe på dig selv, ikke give dig hen til noget af pligt. – Når du er klar til at arbejde mere målrettet med at få lysten igen, så læs eventuelt min artikel på hjemmesiden vedrørende sensualitetstræning. – Det er en god start, i forhold til at skabe nærhed og intimitet, uden at omdrejningspunktet alene er sex..

Jeg sender dig mine aller varmeste tanker, og håber at I finder ud af det..

Kærlig hilsen
Tanja Rahm..

Hvorfor ikke dele den med dine venner?

Share to Google Plus
« (Previous Post)
(Next Post) »