Hun har forladt mig!

Kære brevkasse

parterapiJeg er en fyr på 22 år, der lige er kommet ud af et 2,5 år langt forhold. Min ekskæreste slog op med mig for 5 uger siden, og det er som om jeg ikke kan komme videre. Jeg elsker hende stadig ufatteligt meget, og mit største ønske er, at vinde hende tilbage, men hun har fundet en ny fyr, og har overhovedet ikke følelser for mig mere – så det er en håbløs situation.

Jeg anser denne pige som hel unik – jeg har aldrig mødt nogen som hende, og jeg elsker vitterligt alt ved hende, og derfor er det ubegribeligt svært at komme videre. Jeg har været en del i byen siden vi slog op, men hver gang jeg har mødt en pige, har jeg sammenlignet hende med min ekskæreste, og med det samme mistet lystet, da jeg ikke føler, at nogen kan leve op til hende.

Jeg har sendt hende blomster, søde breve, gaver og meget mere, men lige lidt nytter det. Hun vil hverken snakke eller skrive med mig. Hun siger hun er kommet videre, og ikke vil have mig i hendes liv. Det smerter mig utroligt meget, især fordi jeg tænker på hende dag og nat.

Hvad kan jeg gøre? Hvordan kommer jeg mig over denne fantastiske pige? Jeg ved bare, at det ikke hjælper at gå i byen og i det hele taget date andre piger, da de aldrig vil kunne leve op til hende, men samtidigt ønsker jeg heller ikke at være alene, da jeg nu ved, hvor fantastisk det kan være, at være i et forhold. Håber meget på et svar – tusinde tak.

Med venlig hilsen
M

____________________________________________________________________

 

Kære M.

Ulykkelig kærlighed er ikke noget at spøge med! Det er trist at opleve, at den man elsker og ønsker at dele sit liv med, ikke deler den samme holdning! Og da du har gjort, hvad der stod i din magt, for at vinde hendes hjerte tilbage, er der ikke andet at gøre, end at acceptere sorgen, tristheden, tomheden og tårerne! Lad det fylde og lev med, at det tager den tid det tager! Du kan ikke fremskynde processen, men blot flyde med og lade dig selv være ked af det!

Der findes alverdens ordsprog:

Der er ikke en spandfuld, men et landfuld!
Efter tørke kommer væde, efter sorg kommer glæde.
Bag skyerne er himlen altid blå.
De værste sår er de, som ikke bløder.
Det som var surt at gennemlide, bliver sødt at tænke tilbage på.

Og mere er der ikke rigtig at sige til det. – Hun tog en beslutning! Du havde intet at skulle have sagt, og der er intet du kan gøre ved det!

Når man står midt i det, føles det som om det aldrig går over! Men (som det sidste): Tiden læger alle sår!! Også dine…

Før du ved af det, så oplever du kærligheden igen! Brug tiden på dine venner og interesser!

Tal med gode veninder, ha’ ondt af dig selv og sæt sørgelig musik på anlægget! På et tidspunkt vil du opleve, at der ikke er flere tårer tilbage, og den dag er du klar til at gå ud i verden, og lede efter din nye kærlighed! Hun venter der ude, men hun vil ikke have dig, så længe du sørger over en anden!

Vi sender dig vores kærligste tanker.

Venlig hilsen
Center For Sexologisk Rådgivning.

Hvorfor ikke dele den med dine venner?

Share to Google Plus
« (Previous Post)
(Next Post) »