Sensualitetstræning

Sensualitetstræning, sexologi skole, sexologisk rådgiver

 

Sensualitetstræning er en rigtig god øvelse for par, som i en periode af kortere eller længere varighed, ikke har kunnet få deres sexliv til at fungere. Dette kan enten være på grund af manglende lyst, men det kan lige så ofte handle om rejsningsproblemer, besvær med at give sig hen, tillid til partneren og meget mere.

 

Faktisk er den af stor betydning, i næsten alle samlivsforstyrrelser, da formålet er, at få parret væk fra de ting som kan være årsag til stort set alle samlivsproblemer.

 

 

Et eksempel kunne være, at kvinden f.eks. tager afstand til sin mand, fordi ømheden/nærheden som regel altid skal føre til sex. Hun er måske ikke i humør til det seksuelle, da hendes behov for omsorg ikke bliver dækket, hvorfor det vil kræve at hun afviser sin mand, som ønsker at opnå den omsorg og nærhed igennem det seksuelle. Det resulterer i, at de gentagende afvisninger skaber en større og større kløft imellem parret. Når man i stedet aftaler, at man f.eks. i en uge ikke må have seksuelt samvær, men i stedet skal træne sensualiteten i parforholdet, så medfører det som regel, efter en kortere eller længere periode, at lysten vender tilbage. Det gør den, fordi kvinden som regel får dækket sit behov for omsorg, nærhed, kærlighed og tryghed, og fordi kvinder som regel har brug for at få dækket de behov, før lysten til sex kan komme. Dertil skal det siges, at der ofte går en halv time, før kvinden reelt er liderlig, og at afvisningen derfor ligeså ofte kan bunde i, at hun ikke er blevet varmet ordentligt op, og egentlig igennem sin afvisning efterspørger et længere forspil.

 

Mænd kan også sagtens miste lysten til sex, hvilket både kan handle om stress, medicin, rejsningsproblemer og præstationsangst. Øvelsen er derfor velegnet for begge parter.

 

De primære formål med sensualitetstræning er:

- At lære at leve i nuet
- At undgå præstationsangst
- At lære at kommunikere med kroppen
- At gå på opdagelse
- At lære at nyde med hele kroppen

 

Der kan være mange grunde til, at lysten til sex forsvinder.
Det kan dels handle om, at man i det daglige har alt for mange pligter, og derfor ikke har overskud til det. Det kan også handle om stress, som ofte nedsætter lysten.
Der kan være børn, som fylder for meget, og som medvirker til, at parret ikke får tid nok til at dyrke hinanden.

 

Sensualitetstræning fra ende til anden:

 

Man skal vælge en bestemt aften i løbet af ugen, hvor man har aftalt at man skal sensualitetstræne. Man skal sætte god tid af, helst op til flere timer. Man slukker telefoner, fjernsyn og andre forstyrrende elementer, dæmper lyset, skruer op for varmen og tænder gerne stearinlys. Man sætter eventuelt noget stille musik på anlægget. Så lægger man sig nøgne ved siden af hinanden i sengen. Start med at ligge i ske, og først med hendes ryg mod hans mave.

 

Der skal man ligge et par minutter, indtil man slapper fuldstændig af sammen.

 

Så lægger den ene sig om på maven, evt. manden først, hvilket skal være aftalt på forhånd, hvorefter den anden sætter sig ved siden af. Kvinden starter siddende, og skal kæle for sin partner. Hun skal starte oppefra, i hovedbunden, køre ned over nakken, hen over skuldre og arme. Så skal hun glide ned over ryggen, ned over ballerne, og videre ned til lår, knæhaser og læg. Videre ned til fodsåler og tæer. Det skal være behageligt, og hverken massage eller kildren.

 

Læg jer tilbage i ske og hold en lille pause.
Efter nogle minutter skal han lægge sig på ryggen, og have samme tur som før, men foran. – Dog uden berøring af hans pung og penis. Dette gælder naturligvis begge parter, da sensualitetstræningen netop går ud på, at man skal være helt fri for de seksuelle undertoner, presset eller præstastionsangsten, som kan være skyld i, at man ikke har lyst til det seksuelle samvær.

 

Bagefter er det den kvindens tur til at få samme behandling. – Først på bagsiden, og så foran. Man skal bruge omkring et kvarter til en halv time, på hver side. Altså minimum en og gerne op til to timer. Til sidst skal parret lægge sig ned ved siden af hinanden. Her har de mulighed for at fortælle hinanden hvad der var rart, hvad der var mindre rart og hvordan det føltes. Det handler om at åbne sanserne og nyde det som er.

 

Målet er naturligvis at få dækket de behov som er primære, oftest for kvinden, men også i nogle tilfælde for manden. Det er netop kærligheden, trygheden, omsorgen og nærheden.

 

Når de behov er dækket, så er kvinden mere modtagelig for sex, hvilket kan være svært for mænd at forstå, fordi mænd, modsat kvinder, netop åbner sig i den seksuelle akt. Som tidligere nævnt, er denne øvelse dog lige så gavnlig for mænd, som også i perioder af kortere og længere tid kan miste lysten.

 

Sensualitetstræning bringer parterne sammen, skaber samhørighed og vækker forglemte følelser til live. De hjælper til at slappe af, nyde hinanden og værdsætte det, som den anden part kan få en til at føle.

 
 

 

 

 

Hvorfor ikke dele den med dine venner?

Share to Google Plus
« (Previous Post)
(Next Post) »