Sex skal være en leg!

Hej brevkasse.

Manglende lyst, center for sexologisk rådgivningJeg er en “midt-i-livet” mand, og er glad for sex. Dog har min kone og jeg forskellige behov for både hyppighed og udførelse. Jeg anser mig selv for at være til “normal” sex, men det er et forhold som vi ofte kører forkert af hinanden i.

Jeg oplever ofte en manglende indlevelse fra min kones side når vi kommer til sengelegen. Ja, faktisk er der ikke meget leg over det, og det opleves mere som noget hun gør “for mig”, og ikke noget hun selv ønsker.

Hun har ikke problemer med at få orgasme, men jeg møder ofte en holdning hvor det går klart og tydeligt frem, at der nu foretages et skuespil fra hendes side.

Som mand tænder jeg jo på at de små ting er en fantasileg, og det behøver såmænd ikke være avanceret. Men det frustrerer mig, at blive mødt med den manglende indlevelse. Vi har talt om tingene, men jeg synes ikke lige det hjælper meget. Jeg har jo sex på hjernen allerede inden jeg kommer ind i soveværelset, mens jeg så kan mødes af en debat om vore børns madpakker til den næste morgen.

Hvordan kan jeg få min kone til at forstå, at det ville være fedt, om hun kunne anstrenge sig lidt mere på det psykiske plan, for at vi kan få en god oplevelse?

Vi mænd er jo oplært til at gå på listefødder for ikke at sige noget forkert, men hvorfor kan kvinder ikke også lære, at skabe nogle få øjeblikke for at skabe den rigtige stemning?

M.V.H.
N.D.

__________________________________________________________________

 

Kære N.D.

Det lader til, at du står i samme situation, som mange andre mænd i det ganske land.

Netop den situation, hvor mænd og kvinder går forbi hinanden, og tager mere udgangspunkt i deres eget behov, end i deres partners. – Det er ikke spor usædvanligt, men det er heller ikke særlig opløftende for forholdet, da det ofte ender med, at parterne går så meget forbi hinanden, at det ender i frustrationer, som ødelægger forholdet på mange andre områder også.

Du nævner selv et rigtig godt eksempel på, hvor langt mænd og kvinder kan være fra hinanden. – Netop den situation, hvor du har sex på hjernen, men hvor din kones fokus ligger på de praktiske ting.

Når kvinder har stort fokus på praktiske ting, så er det ofte forbundet med, at de ikke føler sig mødt i deres behov, for eksempel i forhold til omsorg, nærvær og anerkendelse. Måske din kone har mere brug for, at du anerkender det ansvar hun tager, i forhold til at holde styr på de praktiske ting.

Måske det kunne have en betydning for hende, hvis du ind imellem sørgede for, at hun ikke behøvede at fokusere på det, ved for eksempel at kunne besvare hendes spørgsmål omkring madpakkerne med; Det skal du ikke tænke på, skat. Dem har jeg allerede smurt, eller andre ting, hvor hun blev positivt overrasket, fordi hun kunne mærke, at du kom hende i forkøbet.

Måske hun har brug for mere fysisk kontakt i løbet af dagen, for at kunne få lysten til seksuelt samvær om aftenen eller dagen efter, og samtidig kunne have lyst til at imødekomme dit behov for variation på lagnet. – Fordi hun fik følelsen af, at du ville hende på flere områder, end kun seksuelt. (Vi er ikke i tvivl om, at du allerede har forsøgt dig med flere forskellige indgangsvinkler, men ofte håber man på et at få et øjeblikkeligt resultat, hvorfor man ofte giver hurtigt op, fordi gevinsten ikke viser sig med det samme.)

Mange mænd ruller med øjnene, når de føler, at ansvaret gang på gang hviler på deres skuldre. – Det skaber ofte frustration hos mændene, at kvinder ikke har det samme seksuelle behov, eller i hvert fald ikke mærker det og prioriterer det på samme måde, men det er virkelighedens verden, hvorfor mænd, (hvis de ønsker at blive sammen med deres partner) bliver nødt til at have en anden indgangsvinkel, selvom målet er det samme.

Prøv i en periode at lyt til hende. Læg øre til alt hvad hun har på hjertet. Lyt og anerkend, men undgå at ”redde” og løse de situationer hun beskriver. Stil masser af spørgsmål; Hvad tænkte du så? Hvad betød det for dig? Hvordan kan det være, at du valgte at gøre sådan, og så videre og så videre. – Ofte har det den effekt, at hun føler sig set og hørt, hvorfor hun alene i den situation kan opleve at få mere lyst til dig igen.

Kvinder kan være nogle stride bananer, og vi kvinder er ikke i tvivl om, at I mænd skal finde jer i meget. – Mænd har bare ofte den fordel, at de nemmere kan se mellem fingre med ting, fordi det ikke på samme måde går ind og piller ved deres humør. Kvinder bliver ofte sure over praktiske ting, hvorfor mænd reagerer på det og hopper og springer rundt. – I virkeligheden bunder det ofte i noget helt andet, hvor hun i virkeligheden bare har brug for at mærke, at du er til stede, forkæler hende, værdsætter hende og viser at du har taget styring, som manden i huset. – Mandens integritet er vigtig for kvinden. Der er den, der afgør, om hun kigger op eller ned på sin partner.

Måske det kunne være en idé for jer, at afstemme værdier i forholdet. Hvad er vigtigt for dig? Og omvendt – hvad er vigtigt for hende? – Skriv for eksempel 5 punkter ned hver især, og gå dem igennem sammen. Find områder hvor I kan mødes og områder hvor I kan gå på kompromis.

Gør det til en vane, at I har en bestemme-fredag hver om måneden, hvor I får afsat børnene hos svigerforældrene, og hvor den ene sætter dagsorden på sin dag, og den anden sætter dagsorden på sin.

Måske hendes behov er, at få massage i en time, eller at du laver lækker mad. Omvendt kan dit behov være at eksperimentere med Tantrasex eller sexlegetøj. Det bliver så den andens ansvar, at leve sig ind i de emner, som den anden har valgt.

Vi ønsker dig al mulig held og lykke, og vil til slut sige, at det for mange par kan være en hjælp med sexologisk rådgivning, netop for at afstemme værdier, finde gode løsninger og hjælpe parret til at genfinde gnisten i parforholdet.

Venlig hilsen
Center For Sexologisk Rådgivning.

 

Hvorfor ikke dele den med dine venner?

Share to Google Plus
« (Previous Post)